Jeg lader mig kollapse

Da beslutningen blev taget om at flytte til Canada, så var det også en beslutning jeg tog på mit barns vegne. Det gav beslutningen en helt anden form for tyngde, end hvis det bare var mig, der skulle rykke teltpløkkerne op. Der har været meget på spil!

Jeg har måtte holde fast i de ikke-synlige, positive ting, som jeg tænker bliver en styrke for hende på den lange bane. Sådan de mere filosofiske aspekter, om fordelene ved at være verdensborger. Og at jeg forhåbentlig inddirekte viser hende, at det er muligt og fuldt lovligt at følge sin eventyrlyst, drømme og kærligheden.

Det er på den korte bane for hende, at jeg synes at jeg har måtte fylde hullerne ud imellem de fede fælles oplevelser, vi dog også har haft mange af.

Men at få hende ind på den her skole, har været mit fokus i hele processen. Det var i februar, at vi forsøgte at tilmelde hende skolen for første gang. Skolen hvor de synger, danser, laver kunst og film, spiller musik og synger hver eneste dag. Skolen med 3 danse studier og 2 filmlokaler. Skolen med 2 grand piano’er i indgangen og eget fuldt udrustet teater. Skolen hun kan gå på, indtil hun er færdig med gymnasiet. Og mest af ALT: skolen der tændte et særlig lys i hendes øjne. Skolen som der ville give hende den store gevinst ved at flytte med mig til Canada. Direkte udbetaling!

Skolen er noget særligt. Det er en ‘folkeskole’ og altså en gratis skole at gå på, men en skole der helt unikt beskæftiger sig med kreative talenter, og derfor en skole der tiltrækker børn fra hele byen. En skole man tilvælger, stræber efter at komme ind på, og ikke en skole man går på, bare fordi den ligger i ens distrikt.

Jeg kunne blive ved… det var slet ikke det, jeg ville skrive om. Jeg ville skrive om idag, hvor jeg gik godt og grundigt i gulvet, efter vi havde været til informationsdag for nye elever på skolen.

Vi sad i teateret, med alle de andre nye elever fra 7-12 klasse og deres forældre. Skoleinspektøren holdt en flot brandtale, hvor hun lagde vægt på netop at alle er her på skolen efter aktivt at have tilvalgt stedet. Alle er her fordi de vil, du er kommet til et ‘safe place’, sagde hun. Her vil alle gerne se dig som du er. Vi støtter og hjælper dig og dine talenter og passioner. Og sådan er det for alle her på skolen, også de andre elever. Ingen er her for at ‘lade som om’.

Hun talte om at skolens kultur, er at hjælpe hinanden. Alle er søde, garanterede hun. Det er en stor skole at overskue og du får brug for hjælp til at finde det rigtige lokale, men du kan spørge alle om hjælp. Alle vil gerne hjælpe. “Spørg om hjælp når du har brug for det, og hjælp andre når du kan” tilføjede hun.

Det virker næsten helt hult, at forsøge at genfortælle vores oplevelse af, at sidde der i teateret. Men vi var begge rørte og mærkede roen sprede sig i os.

Bagefter var der rundtur på skolen, hvor nogle af de større elever førte an. Miko havde sit skema med, og holdt øjne med de lokaler hun skal være i. Vi kom også forbi hendes locker og vi måtte udbryde et lille ivrigt “UUHHHHHH” og røre ved det.

Og på et tidspunkt stod vi foran hendes ‘visual communication’ lokale, og det gik op for os, at det var præcist her vi havde talt med Mr. Anderson, som stoppede os på gangen en dag, vi var på besøg. Mr. Anderson havde bare været enormt sød, og spurgt interesseret til Miko’s interesser for at redigere video. Og det gik op for os, at Miko skal have Mr. Anderson som lærer i visuel kommunikation og være lige præcist i det lokale. Det var rent magi.

Flere gange på turen rundt, måtte min store pige bare lige have et kram. En drøm er gået i opfyldelse ved at starte på en skole som denne. Hun sagde gentagne gange: “mor tænk sig jeg glæder mig meget til at komme i skole”. Jeg kunne være flyttet til Canada, for at høre hende sige det…

Da vi gik ud derfra, mærkede jeg benene exe under mig. Jeg mærkede varmen stige igennem min krop, som en influenza der spreder sig til alle cellerne. Og en tung træthed overtog mig, og jeg begyndte at gabe.

Jeg ved ikke hvorfor, jeg blev så overrasket over det! Men selvfølgelig har denne langstrakte bekymring om Miko’s skole, holdt en konstant spænding i min krop. Og jeg kunne for alvor mærke den, nu der ikke var brug for den mere.

Jeg har sovet tungt på sofaen og savlet på puden. Gud ske tak og lov jeg kunne gøre det.

I morgen er det min fødselsdag. I overmorgen får vi nøglerne til vores nye hus. Og på lørdag holder vi fest. Det er en uge hvor vi bare har armene op over hovedet!

Nu føler jeg, at vi er ankommet. Der er styr på min unge. Alt er godt. Kærligheden, godheden og eventyret lever.

Kæmpe krammer til alle jer der gider læse med!

Forfatter Mette Mitchell

Homøopat, BSc (hons), LCHE, MDSKH, RAB

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s