Hvordan hjælper man et menneske i sorg

Jeg satte mig ned for at se “Kunsten at miste”, hvor Esben Kjær er bundærlig omkring realiterne ved at miste et barn. Ikke den ubeskrivelige, livsfarlige smerte som det må være at miste sit barn. Men den smerte som opstår, når man oplever at omverdenen ‘står af’, og trækker sig fra tragedien.

Jeg har Gud ske lov, ikke oplevet at miste et barn. Men jeg var tæt på, og det blev mit livs største krise, som jeg først nu 10 år senere føler jeg er kommet mig oven på. Så godt som jeg kan i det mindste. Ret godt faktisk. Men når jeg ser Esben Kjær’s program, så kan jeg sagtens nikke genkendende til hans oplevelser.

Specielt en ting rammer mig hårdt, og det er når han til sidst i programmet, fortæller om forskellen på de mennesker der var der for ham i forløbet, og dem der ikke var der. Han dømmer ikke dem, der ikke var der, men det er blevet anerledes. Sådan har jeg det også. Og samtidig føler jeg et dybt bånd, med de mennesker der var der for mig.

Der var 2 ting som venner gjorde for mig igennem den svære tid, som stadigt i dag rører mig til tårer:

Når nogen kom med mad til mig på sygehuset. Når man er på sygehuset, så er man også på konstant jagt efter bedre mad. Det findes ikke i miles omkreds, og det der så er, er simpelthen så dyrt. Når nogen kom med mad til mig, så føltes det som den mest kærlige handling på jordens overflade. Dejligt hjemmelavet mad. Friskpresset juice. Tupperware der duftede af adspredende krydderier. Det var i sandhed en solstråle i lortetid.

Når jeg sidder med folk i dag som er i krise, så spørger jeg dem: “Har du hørt nogen sige til dig, at du bare skal sige til, hvis der er noget de kan gøre?” Det har folk i krise hørt mange gange, så svaret er altid “ja”. Så foreslår jeg altid at man begynder at svare: “Der er noget du kan gøre”. Og så spørger man disse kærlige mennesker, om de ikke vil lave en ret til fryseren. Og hvis de ikke gør, så fred være med det. Men hvis de gør, så hjælper du faktisk både dem og dig. Du får nærende kærlig kost i fryseren, som vil være så god for dig i den svære tid. En tid hvor du nok heller ikke overkommer helt så godt at lave god mad til dig selv. Men du hjælper også dem ved at lade dem hjælpe dig. De står magtesløse på sidelinien og ser din tragedie rulle hen over dig. Selv den midste handling de kan gøre for dig, hvor lille den end er i det store billede, så vil de gøre det for dig med respekt og taknemmelighed. Den lille handling hjælper dem fordi de føler at ‘de gør noget’ og tager del i dit liv. I den sværeste tid. Det giver dem en vinkel til at komme ud af deres egen berøringsangst og til at deltage i de nye facetter i dit liv. Så hvis du ikke kan få dig selv til at tage imod denne gestus fra andre, så gør det for deres skyld! De VIL gerne hjælpe, men de ved simpelthen ikke hvordan!

Min veninde der bliver siddende i bilen, efter vi stopper. Jeg har en veninde, der var så tæt på, man kan komme i den situation, vi var i. Hun så (med hendes mand) vores datter i koma. Det er kun dem, mig og min datters far der oplevede det syn. Hun græd ved synet, og jeg kunne ikke hjælpe hende. Hun så mig også sidde og grine på patienthotellet af dumheder, mens jeg stadigt var i chok, en oplevelse jeg synes var så skamfuld efterfølgende. Den slags. Min oplevelse med at have et dødeligt sygt barn, blev også en oplevelse hun blev nødt til at bearbejde. Og hun hun var fandme god til det! Hun styrer fuldstændigt kunsten i at parkere en bil, slukke motoren, læne sig tilbage i bilens sæde, vende sig imod en og sige: Hvordan går det? Og dermed tilbyde hendes 100% tilstedeværelse og bare være klar til at tage imod det der kommer. Selv nu, mærker jeg tårerne trille ned af kinderne i taknemmelighed ved tanken.

Jeg håber, det kan være inspiration til, hvad man kan gøre for et andet menneske, der er i sorg. Og tak til Esben Kjær for hans nådesløse programserie, som rammer plet i mit hjerte.

Du kan se det første program her: https://www.dr.dk/tv/se/kunsten-at-miste/-/kunsten-at-miste-1-4

Kærlig hilsen, Mette

Du kan læse min egen personlige historie med at have et sygt barn her: http://www.alt.dk/artikler/hvis-vi-havde-ventet-til-kl.11-havde-hun-varet-dod

Forfatter Mette Mitchell

Homøopat, BSc (hons), LCHE, MDSKH, RAB

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s